RONRIDENOUR.COM


 
Forside
Om Ron Ridenour
Artikler
Tema
Digte
Bøger
Links
Søgning
Kontakt
 
English
Español
 
 

 

 

Den permanente krigs tidsalder og Irak

[Af Ron Ridenour, amerikansk journalist og bestyrelsesmedlem i Komiteen for et Frit Irak, 4. juli 2005. Opdaterede oktober 2007.]

Permanent krig er USA’s strategi. Efter at George Bush erklærede “krig mod terror” (7. oktober 2001), beordrede han de militære chefer til at kalkulere med en langvarig krig mod op til 40 lande. Krigsminister Donald Rumsfeld fik 48 milliarder dollars mere end tidligere planlagt, en forøgelse på 11,6 procent. Udgifterne til militæret fortsætter med at stige i dag. CIA fik lov til at bruge ti gange så mange penge end sædvanligt til bestikkelse af udenlandske embedsmænd og informanter. Restriktionerne for CIA mod at bruge mordere og bødler er fjernet, rapporterede Newsweek, tidsskriftet for The Establishment den 17. december 2001.

USA’s økonomi er afhængig af militærbudget og krig

USA’s kapitalisme har været delvis afhængig af store bevillinger til militærbudgetterne i lang tid før 2. verdenskrig. Men med og siden 2. verdenskrig har storkapitalen haft travlt med at tjene endnu større profit ved at udvide imperialismen over hele verden. Våbenindustrien er grundlaget for at kunne opretholde Imperiets interesser i udlandet og for at kunne holde økonomien i gang hjemme. I det halve århundrede, som er gået siden 2. verdenskrig, har USA indsat sine militære styrker i 44 andre lande 63 gange. Den norske fredsforsker ved Gøteborg Universitet, Jørgen Johansen, har konkluderet, at USA har overhalet Romerriget med hensyn til antallet af militære interventioner i andre lande. Som suveræn stat har USA kun eksisteret i to århundrede, mens Romerriget eksisterede i næsten 1000 år.

“Af de rundt regnet 220 gange, USA har brugt militær magt mod andre stater, har de fleste betydet brud på såvel folkeretten som de konventioner og love, der gælder, når der bruges militær magt.” (1)

Allerede før terrorangrebet den 11. september 2001 stod USA for 40 procent af hele verdens militærudgifter. Det svarer til 20 gange så meget som Kina (nr. 2 i militærudgifter), som har fire gange så mange indbyggere. Kun tre år efter stod USA for det halve af verdens militærudgifter. Hele verdens samlede regning for militært isenkram i 2004 var 1,03 billioner dollars, og USA stod for mindst 524 milliarder dollars, inklusive krigsudgifter i Afghanistan og Irak.

USA’s statsbudget for 2006 var 2,57 billioner dollars. Officielt skulle militærbudgetet være på 424 milliarder dollars. Men der er mindst 100 milliarder dollars i ekstrabevillinger til de to krige – en stigning på 41 procent i militærudgifterne siden den 11. september 2001.(Danmarks nationalbudget er 400 milliarder kroner med 20 milliarder kroner til forsvaret). Men USAs beløb for militær er det officielle. Skjult i det enorme budget er mindst 450 milliarder dollars til tidligere krige, det vil sige til veteraners pensioner og medicinudgifter samt renter til krigsgæld. Det betyder, at cirka 47 procent af hele USA’s statsbudget går til militæret, efterretningstjenesterne og krig. Det svarer til cirka 4000 dollars per person per år. Pengene til krigene i Afghanistan og Irak er hovedsagelig lånt fra amerikanernes pensionskasser. Til lidt over to års krig mod Irak har USA brugt 300 milliarder dollars, som svarer til hele Danmarks statsbudget i fire år. Kun cirka 170 milliarder dollars eller 8 procent går til USA’s infrastruktur og sociale programmer.

Militæret skal støtte monopolkapitalens naturlige udvikling, der er at koncentrere sig på færre steder og hænder, og det fører til konfliktfulde modsætninger: Ujævn økonomisk og social udvikling verden over, med mere fattigdom, både i omfang og dybde. De største 500 virksomheder står for en tredjedel af hele verdens samlede bruttonationalprodukt, og 90 procent af dem har hovedkvarter i USA, Japan eller Europa. De 225 rigeste individer har en samlet indkomst svarende til det halve af verdens befolkning.

Kløften mellem klodens rigeste og fattigste er firedoblet siden 2. verdenskrig. De underudviklede lande får mindre af den investeringskapital, der flyder rundt i verden. I 1994 fik de 41 procent. I 2000 19 procent. (FN World Investment Report, 2001).

Den frie kapitals bevægelighed – med staternes opbakning – den stigende koncentration af kapital og investering, monopolernes uindskrænkede magt, de stigende oliepriser og kædereaktionen i kølvandet på skandalen om energiselskabet Enron fører til den turbulente økonomiske, politiske og militære udvikling, som vi ser over hele verden i dag.

Den asiatiske finanskrise i 1997 ramte kapitalismen hårdt ikke kun i Japan, men over et større område: fra Rusland til USA’s baggård i Latinamerika. Dens konsekvenser samt overakkumulationen af kapital og varer i USA fører til en ukontrolleret gæld for amerikanske familier, som overstiger deres evne til at betale. Supermagtens økonomi opildner til en vanvittig spekulation i hurtige opkøb og salg af aktier og valuta – en økonomi baseret på sæbebobler.

Militæret skal redde situationen: Produktion, salg og brug af våben skal stimuleres, så flere kan produceres og sælges. Men hvordan får militæret brugt sine våben, så flere kan sælges? Efter Sovjetunionens kollaps har USA haft svært ved at retfærdiggøre sit enorme militærbudget.

Colin Powell udtrykte problemet: “Jeg er ved at løbe tør for skurke” (Toronto Star, 9. april 1991).

USA fandt terroristvennen Osama bin Laden og forvandlede ham til en terroristskurk. Så fandt USA sin tidligere diktaturven Saddam Hussein, som nu kunne gå for en terroristskurk. Det skete sjovt nok lige efter, at han var blevet enig med Frankrig om at gå over fra dollars til euro som valuta med hensyn til salg af irakisk olie i henhold til FN’s olie-for-mad-program. Økonomen William Engdahl skrev i “Et nyt amerikansk århundrede?”:

“Alle indikationer peger i retning af, at Irak-krigen blev grebet som den letteste måde at sende en dødbringende forebyggende advarsel til OPEC og andre om ikke at flirte med at forkaste petrodollars-systemet til fordel for et system, der er baseret på euroen.”

Målene for den permanente krigs tidsalder

1. Vigtigst for USA er at bevare og styrke sit herredømme over hele verden: hegemoniet.

2. At skabe en langsigtet amerikansk militær tilstedeværelse i Irak og gøre det samme i andre områder, især hvor der er olie, og hvor der er modstand mod USA’s hegemoni.

3. At sikre amerikansk kontrol med transportvejene fra olieressourcerne i Kaukasus og transportvejene igennem og ud af Afghanistan.

4. Amerikansk destabilisering af Centralasien og påbegyndelse af destabiliseringen af Kina.

5. Krigen skal vare længe, fordi det skal gøres profitabelt at omstille dele af den civile produktion til militær produktion samt give stor profit til våbenindustri og andre tunge industrier. I juni 2005 sagde krigsminister Rumsfeld, at amerikanske tropper godt kunne blive i Irak i 12 år. Krigen skal formindske en voksende arbejdsløshed i USA. Krigen skal også stoppe kursfald samt en voksende forbrugermistillid, der skaber overproduktion af varer.

6. USA ønsker ikke, at den europæiske kapital selvstændiggøres. Konkurrenterne i Europa vil gerne skabe en anden kapitalsupermagt: Det Forenede EU med sin egen hær. Men denne hær vil være med Big Daddy, når han fører krig med sit uudfordrede krigsapparat. Alle store kapitalister er nødt til at følge med og dermed dæmpe eller udsætte politisk og militær konkurrence.

7. Og så er der os i den første verden, som ikke kan acceptere deres endeløse kaotiske profitangreb imod alt, hvad vi har nået, og som heller ikke kan acceptere deres krige. Der er kommet liv i den folkelige modstand, både antiglobaliserings- og anti-krigsbevægelserne. Hvis vi vokser og bliver ved, kan en verdensomspændende græsrodsbevægelse skade magthavernes interesser. De vil stoppe os.

I den tid, der er gået, siden nogen gav USA det slag, som gav det frie hænder til at nære terrorisme mere end noget andet, har yankee’erne nået meget i forhold til dette mål: Krig hjælper på det hele.

Den permanente krigs resultater

1. Siden “krigen imod terror” blev indledt, har Pentagons øgede forbrug og salg, der er afledt af de allieredes oprustning i korstoget mod terrorisme. Rustningsfirmaers penge til lobbyarbejde (35 millioner dollars per år) betaler godt. Aktiekurserne er steget, siden krigen startede. Firmaerne betaler god løn til 2,2 millioner arbejdere (to procent af arbejderklassen i USA). Udsigten til fremgang i krigsøkonomien er også positiv for Danmark, mener regeringen, Socialdemokraterne og IMF.

2. USA’s marionetregering i Kabul har taget imod det amerikanske olieselskab Unocals tilbud om en olierørledning fra Turkmenistan til Pakistan og Indien, cirka 850 kilometer. Der er 200.000 milliarder tønder olie på spil, nok til hele USA’s energiforsyning i 30 år. Taleban-styret havde stået i vejen.

3. De har taget over Irak officielt dog uden kontrol.

4. Mens massemedierne og staternes ledere fokuserer på den hellige krig mod terror, er yankee- elitesoldater og lejesoldater blevet sendt ind imod frihedskæmpere eller muslimske oprørere i: Yemen, Georgien, Filippinerne og i Colombia.

5. Siden Sovjets fald har USA forøget sin militære tilstedeværelse til at gælde mere end det halve af verdens nationer. USA har over en halv million tropper udstationeret på 300-400 militærbaser i over 100 lande. Udover Østeuropa har yankee’erne tropper i flere eurasiske lande, på territorier, der tidligere var sikre for Rusland og Kina: Afghanistan, Pakistan, Kasakhstan, Usbekistan, Turkmenistan, Tadsjikistan og Kirgisistan samt 14 baser i Saudi-Arabien. (USA besatte Saudi-Arabien efter sejren over Afghanistans progressive regering, der blev støttet af Sovjet. Besættelsen var årsagen til bin Ladens forvandling til fjende af USA).

6. USA har forhindret en ægte løsning på konflikten i Kashmir og dermed muligheden for en varig fred mellem Indien og Pakistan, fordi det ville frigøre for meget af Indiens store potentiale. USA har været involveret i Kashmir, i hvert faldt siden CIA sammen med Pakistans militære efterretningstjeneste ISI skabte mujahedinerne i Kashmir og Taleban i Afghanistan.

7. Atomvåben betragtes nu (igen) som et våben, USA vil bruge i krig, snarere end et våben, der afskrækker mod krig. Det nuværende terroriserede internationale klima giver grønt lys til The Establishments højrefløjs langvarige ønske om at bruge atomvåben. Så den sætter Rusland og Kina på listen over mål for “taktiske atomvåben.” På listen er desuden: Iran, Nordkorea, Libyen, Syrien og måske Cuba. Andre masseødelæggelsesvåben, de fleste forbudt af FN, er allerede i brug.

8. USA har forgæves prøvet at fjerne Venezuelas progressive og demokratisk valgte præsident Hugo Chavez i to kupforsøg, og et tredje er på tegnebrættet. CIA havde miskalkuleret, hvor stærk opbakningen til Chavez er. Udover Chavez’ reformer til fordel for de fattige kan USA ikke tåle hans støtte til Colombias fattige og deres frihedskæmpere og heller ikke venskabet med Fidel Castro. Cuba får olie i byttehandel med Venezuela, verdens fjerderigeste land på olie.

9. USA har sat Cubas navn på listen over “terrorstater”, listen over de såkaldte “ondskabens akse-magter,” fordi Cuba ifølge USA fremstiller biologiske våben – en løgn ligesom den med Irak. Man skal ikke stille spørgsmål om, hvorfor det er helt i orden, at USA fremstiller og bruger biologiske våben. Det ironiske ved USA’s løgn imod Cuba er, at viceudenrigsminister for våbenkontrol, John Bolton, kædede påstanden sammen med, at Cuba er det eneste af landene i den tredje verden, som har ekspertise inden for forskning i medicinalvarer og fremstiller næsten alle vacciner selv, som alle børn får fordel af, da de er gratis – som om sundhed er en forbrydelse mod kapitalismen, en krænkelse af den frie markedsøkonomi.

10. Bush’ retoriske angreb mod Cuba hænger sammen med, at det lykkedes USA at fjerne OPCW’s chef for våbeninspektion, brasilianeren José Bustani, fordi han ikke ville gøre forskel på små og fattige lande og supermagten USA. Bustani krævede samme adgang til at kontrollere laboratorier og kemiske fabrikker i USA som i ethvert andet land. Bustani blev også fjernet, fordi han, som han sagde den 21. april 2002, ville “fremme Iraks underskrivelse af Konvention om Kemiske Våben” i “overensstemmelse med retningslinier fra FN’s Sikkerhedsråd.”

11. USA tager sig “ret” til at borde alle skibe over hele verden, uanset hvilket flag de sejler under. USA har tiltaget sig endnu en “ret”, hvorved andre landes suverænitet krænkes, også Danmarks.

12. Storkapitalens krige giver dem også “ret” til at reducere endnu mere i skattebidraget til det amerikanske samfunds infrastruktur, fra 20 procent få år siden til 10 procent i dag. De vil have endnu flere penge til profit og investering og til at militarisere rummet.

13. Den permanente krigs tidsalder skal sælges. Vi skal være bange! Og dermed passivt støtte krige og terrorpakker, som formindsker vores egne borgerrettigheder og arbejderklassens magt.

14. Det lykkedes USA uden opposition at gennemføre Patriot Act (Loven om Fædrelandet), som åbner op for politistaten: Vidtrækkende aflytninger og overvågning af praktisk taget alle og fængsling af “mistænkte” “terrorister” på ubestemt tid og uden beviser eller dommerkendelser. Det er kommet frem i USA, at regeringen har kapacitet til at internere flere millioner mennesker i 600 fængselslejre. De fleste er skjult og kan rumme omkring 20.000 personer. Dog kan en enkelt lejr i Fairbanks i Alaska rumme hele to millioner mennesker. USA’s nye ministerium for Hjemlandets Sikkerhed (Homeland Security) brugte 31 milliarder dollars i 2005.

Siden “Loven om Fædrelandet” blev vedtaget, har EU og de enkelte europæiske lande som Danmark forberedt lignende love, de såkaldte terrorpakker. Magthavernes definition af terror er, når to personer eller flere begår skadelige handlinger “for at skabe frygt og alvorligt ændre eller ødelægge et lands politiske, økonomiske og sociale strukturer.”

Definitionen er meget bred, men udelukker statsterrorisme, hvor regeringen med vold, tortur og ikke-uafhængige domstole undertrykker folk eller regeringer, som den ikke kan lide. Med loven i hånden angriber regeringen faglige rettigheder og sociale og politiske modstandere.

Det er lykkedes for Bush’ ven, statsminister Anders Fogh Rasmussen, at opdatere “terrorlisten” med den kurdiske befrielsesorganisation i Tyrkiet, PKK, fordi PKK står på USA’s liste. Det samme er også sket med Colombias FARC og Palæstinas PFLP. En ny dansk græsrodsgruppe, der hedder Oprør, har udfordret denne terrorlov med at donere 50.000 kr. til hver af grupperne. Men regeringen er bange for at retsforfølge græsrodsgruppen og dermed for første gang sætte en debat i gang om denne udemokratiske lov.

Regeringen var dog ikke bange for at prøve sin terrorlov imod Greenpeace. Det, der skete, er noget fra “Alice in Wonderland”. I juni 2005 blev den pacifistiske miljøorganisation Greenpeace kendt skyldig i brud på terrorloven, hvilket gav organisationen en kollektiv bøde på 30.000 kroner. ”Terrorhandlingen” bestod i, at tre aktivister kravlede op på landbrugsministeriets bygning og hængte et banner op, hvorpå der stod: Nej til GMO-svin.

“Vi skal helt tilbage til tiden, hvor nazisterne havde magten i Tyskland, for at finde noget at sammenligne loven med,” mente advokat Hans Kjellund i Dagbladet Arbejderen den 23. marts 2002.

Mediernes bidrag

Massemedierne opfordrede til krigen ved hjælp af frygt, såkaldt patriotisk moral og censur.

“Giv krigen en chance,” skrev den amerikanske avis Philadelphia Inquirer den 13. september 2001.

“Det er på tide at vælge atomvåben,” var meldingen i Washington Times dagen efter. “Terror uden grænser,” hed overskriften i den mest læste landsdækkende danske avis Søndagsavisen den 16. september 2001. “Terrorangrebene på USA er et angreb på hele den civiliserede del af verden, et bestialsk overgreb på vores frihed, et fejt, blodigt udtryk for et had, der ikke kan finde sit afsæt i civiliseret, menneskelig tankegang.”

I USA har regeringen givet pressen mundkurv på, selvom selvcensuren virker godt inden for næsten alle medier. Tv-stationerne lovede for eksempel, at Osama bin Laden og Saddam Hussein ikke måtte komme til orde. Den ansvarshavende redaktør for avisen Washington Post oplyste, at avisen i løbet af den første måned efter 11. september blev fortalt af regeringen “en håndfuld gange”, at den ville styre nyhederne. Begrundelsen var, at det ellers ville “bringe den nationale sikkerhed i fare.”

Medierne formidler befolkningen det, som regeringen ønsker.

”Folket kan man altid få til at følge dets ledere. Det er nemt. Alt, hvad man behøver at gøre, er at fortælle dem, at de bliver angrebet – og at skælde pacifisterne ud for deres mangel på patriotisme og for at udsætte deres land for fare. Det fungerer på samme måde i ethvert land,” sagde nazilederen Hermann Göring.

Censur og selvcensur er dog ikke nok for verdens selvproklamerede demokratiske nation nummer ét. Pentagon oprettede “Kontoret for Strategisk Påvirkning” lige efter den 11. september for at legitimere løgn. Kontoret sender anonymt e-mails og nyheder gratis til nyhedsbureauer. De skal stille USA’s modstandere i dårligt lys. Modtagerne kan ikke vide, om informationen er rigtig eller forkert.

“Det vil strække sig fra de sorteste sorte (det vil sige løgne) til det hvideste hvide,” sagde en embedsmand i Pentagon til New York Times (Arbejderen, 23. februar 2002).

Irak

USA’s regering troede, eller sagde den troede, at det ville blive nemt at overtage Irak. Den herskende klasse er så arrogant og racistisk, at den troede, at det irakiske folk ikke ville forsætte med betydningsfuld modstand. Men siden den amerikanske og danske besættelse har der været et opsving i modstandskampen. Besættelsesmagtens reaktion har været voldsom. Tusindvis af civile blev myrdet i Falluja som hævn for likvideringen af fire amerikanske lejesoldater – en parallel til Lidice og Oradour under 2. verdenskrig. Men i Falluja var der så meget modstand, at besættelsesmagten foretog tilbagetrækning og indgik våbenhviler. Det var tydeligt, at modstandskampen havde befolkningens opbakning. Senere lagde USA byen i ruiner ved brug af masseødelæggelsesvåben. Per juni 2005 var over 100.000 irakere dræbt. Flere tusinder var fængslet, og mange var ofre for tortur.

[En omfattende undersøgelse lavede af den britiske medicinsk journal Lancet sammen med John Hopkins University Bloomberg School of Public Health og Massachusetts Institute af Technology konkluderede i october 2006, at 655,000 irakis havede været dræbt siden krigen begyndte indtil juli 2006. Det er ca. 15.000 per måned. Ved Oktober 2007 vil det betyder ca. en million iraqis er død tak til USA-UK-Danmarks terrorkrig for demokrati.]

Fire år efter, at USA overtog Iraks regering, er aggressoren under massiv modstand i både Irak og Afghanistan, og dens løgne kan ikke skjules fuldstændigt mere. Krigsførende regeringer mødes også med modstand på hjemmefronten. Den danske regering er under beskydning, delvis takket være en af sine egne agenter, Frank Grevil. Det bliver sværere og sværere at skjule, at denne krig er bygget på løgn.

Konklusion

USA har brug for påstanden om, at de fjernede en brutal diktator fra magten i Irak med folkets vilje, og at dette giver dem ret til at lære folket, hvad “demokrati” går ud på. De har også brug for, at bin Laden er på flugt. Han er deres symbol på had og frygt og den “nødvendige” permanente krig.

“Enten er I med os eller imod os”. Sådan har USA altid været, siden Monroe-doktrinen blev landets udenrigspolitik i 1823, da det erklærede, at de amerikanske kontinenter var deres – “Hands off.”

Efter 2. verdenskrig har målet været total verdensdominans. Chefen for udenrigsministeriets nationale sikkerhedsplanlægning, George Kennan, fremlagte supermagtens forhold til verden i et hemmeligt dokument, Policy Planning Study 23, i 1948.

“Vi har omkring 50 procent af verdens rigdom, men kun 6,3 procent af dens befolkning (...). I denne situation kan det ikke undgås, at vi bliver genstand for misundelse og fortørnelse. Vores reelle opgave er at udarbejde et mønster af forhold, som vil tillade os at bevare denne stilling af ulighed (…). For at nå det må vi frigøre os fra al sentimentalitet og dagdrømmeri. Vores opmærksomhed skal overalt fokusere på vore øjeblikkelige nationale mål (…) rene magt begreber. Jo mindre vi er forhindrede af idealistiske slagord, des bedre.”

Kennan blev af massemedierne betragtet som en “liberal dove”, ligesom John Kennedy, Bill Clinton og Colin Powell i dag.

Hvis de permanente krig ikke kan løse kapitalens økonomiske kriser, ikke kan tilfredsstille den med “tilstrækkelig“ profit , har den et sidste kort: Fascisme. Der er godt gang i en ny fascistisk bølge i Europa og USA, og endnu engang er racismen dens grundlag, som tiltrækker mange hvide og såkaldte kristne mennesker.

Der er dog også positive tegn. Bevidstheden om, hvad USA og EU virkelig står for, vokser. Flere forstår George Orwells slagord “double speak”: Fred er krig! Frihed er slaveri! Uvidenhed er styrke! Nu er det på tide at optrappe vores modstand hjemme i Danmark og verden over. Det næste trin er at danne en bred national og international antikapitalistisk bevægelse, som kan få skabt en stærk bevægelse for lighed og deling af de fælles ressourcer og for medbestemmelse, det vil sige for ægte demokrati.


Noter:

1. Citeret fra det norske tidsskrift Ikke vold i Arbejderen, 10. januar 2002.

2. For andre citater og statistikker, se Amnesty International årsrapport 2005; Global Outlook, vinter 2004; www.globalresearh.com; FN’s Udviklingsprogrammer og World Investment Report, 2001.


Copyright © 2006-2012 Ronridenour.com