”KYS DYSSEN!” – En historie om agtelse –

af Charlotte Borup og Ron Ridenour

Lad mig bare sige det med det samme: Hvis jeg ikke havde forelsket mig i en mand, der af én eller anden grund har forelsket sig i dansk oldtidshistorie, havde jeg sikkert aldrig fået denne oplevelse en mild, lun og lys sommeraften i Hornsherred.

Her, et par hundrede meter fra stranden ved Over Dråby, ligger en 5.000 år gammel stendysse, der er helt speciel, fordi de store bærende sten overalt er udsmykket med såkaldte ’sol-mærker’, fortæller min kæreste mig. Jeg selv ved ikke særligt meget om kulturen og de samfund, der har frembragt disse gravmonumenter i det danske landskab, men det gør til gengæld min kæreste, som foruden, selvfølgelig, at være et dejligt menneske, også bringer en anden kultur, normer og værdier med sig, fordi han kommer fra et andet land. Og det er ikke første gang, jeg oplever, der skal ’fremmede’ øjne til at se noget særegent ved de vilkår, som jeg er rundet af og som dybest set handler om kærlighed og fællesskab mellem mennesker.

Det er dét, han gerne vil vise mig og efter en god middag på den lokale kro, cykler vi lettere berusede og forventningsfulde af sted langs med fjorden, gennem skoven og strandengen, hvor mosekonen brygger og hvor elverpiger og huldrer regerer.

Måske er det deres magi eller måske en urgammel følelse af forbundethed, der fortryller os og får os til at glemme at låse cyklerne, som vi efterlader ved en ligusterhæk, inden vi bevæger os ind på den fede, danske hvedemark i sporene af en sandsynligvis russisk produceret traktor, der for nyligt har sprøjtet marken for dansk ukrudt og utøj.

Dyssen ligger inde på marken på en mindre høj. Ude fra vejen syner den ikke af meget, men mens jeg trasker af sted bag min kæreste i traktorsporet, begynder sceneriet at vokse og tage form. Foran selve dyssen og lidt nede ad højen står to store bautasten, en slags ’forposter’, der markerer dyssen og vogter gravhøjens fred. Her breder vi min jakke ud og sætter os med ryggen mod stenen med udsigt til den lyse, lavvandede fjord og markerne, der skråner ned til den og med Karlsvognen duvende lige over vore hoveder. Vi har forinden besluttet at medbringe en flaske vin og lidt god tobak til at forsøde dette besøg og gøre det til noget helt særligt.

En satellit bevæger sig i en lydløs bane over himmelrummet, skærende tværs henover Karlsvognen. Jeg begynder at mærke vinen og den krydrede sommerluft: Bundter af langsomme og tossede tanker og refleksioner kommer svævende ude fra Universet.

”Er du klar over at det faktisk er fortiden, vi sidder og kigger på, deroppe?” spørger jeg min ven.

”Hvad mener du?” spørger han tilbage.

”Jo, at noget af dét stjernelys vi ser nu har været millioner af lysår undervejs?”

”Såh...hvor mange timer er dét?” spørger han på sit sjove, gebrokne dansk og jeg kan ikke lade være med at le, da jeg møder hans spørgende blik.

”Timer?! Nej, det drejer sig om lysår og da lyset bevæger sig med 300.000 km i sekundet og de stjerner, vi kigger på, ligger mange lysår væk, så har det lys vi iagttager lige nu været undervejs i måske, mange milliarder år... og samtidig sidder vi lige her, i dette nu, med ryggen mod en 5.000 år gammel gravhøj og taler om de mennesker, der har skabt den! Vi sidder altså med ryggen lænet op ad vore forfædre og kigger op mod universets begyndelse! Ret sjov tanke, ikke?”

Omfanget af den utrolige konstellation svøber sig om os som en sæbeboble og vi svæver et kort øjeblik henover hvedemarken i salig forundring og fortryllelse.

”Arh...!” udbryder min ven pludseligt, -”dét er simpelthen for fucking fantastic! 300.000 kilometer i sekundet? Du må være tosset!” griner han. Sæbeboblen brister og vi opdager duggen og den fugtige jordkulde krybe ind i vore meget menneskelige, bløde, varme kroppe.

”Kom!” siger han og rejser sig, ”nu skal vi ned i dyssen!” Lettere fortumlede bevæger vi os på usikre ben op ad højen, mens stensætningen vokser i dimension for vore øjne. Vi taler om, hvad vi synes den ligner: En kæmpemæssig champignon eller en skrubtudse ?

Man skal helt ned at ligge på maven for at komme ind under dækstenen og ned i gravkammeret. Min kæreste kravler først ned og tager imod mig, mens jeg fuld af underlige, dunkle tanker slipper sommernattens bløde lys bag mig og lader mig falde ned i kammerets rektangulære stenkiste, hvor der kun lige er plads til at vi kan sidde på hug. Det tager lidt tid inden øjnene vænner sig til mørket, men heldigvis har min kæreste været så forudseende at tage en lommelygte med, som han nu tænder. Og stor er min forbløffelse og forundring, da lyskeglen rammer den ene af de store bærende sten og afslører måske hundrede cirkelrunde fordybninger i forskellig størrelse, de såkaldte ’solmærker’. Hele stenens flade er dækket af tegnene og giver mig associationer til en grov, læderagtig, nopret hud, fyldt med mærker efter sugekopper ....eller er det den uendelige, gådefulde stjernehimmel, der nu igen brager ind i mit syn som et meteornedslag?

Begge bærende sten i hver side af kammeret, samt stenen ved dyssens indgang, er dekorerede, mens stenen for ’hovedenden’ ikke er. Vi sidder et godt stykke tid og lader lyskeglen feje henover de 5.000 år gamle tegn. Et flot fyrværkeri fra en fest i én af sommerhushaverne tæt ved stranden understreger sommernattens magi og mens vi nyder alt dette, taler vi om stendysser og de mennesker, der frembragte dem. Hvad betyder de tegn? Hvordan er de lavet?

*

”Hvad synes du, Hagiradar? Er dette en passende høj til vores elskede Hariso?” spørger Asugislar, da de to stammefrænder står på højen og spejder ud over den lille skov foran fjorden.

” Jeg tror, den er god. Hariso kan se havet, mens han hviler og venter på at rejse mod solen,” svarer den tænksomme mand. Hagiradar er opkaldt efter sin far. Hans navn betyder ’gode råd’.

”Jeg har tænkt, Asugislar, at vores afdøde høvding og shaman vil være glad for at blive begravet i en dysse. Vi har ingen dysser, der kan ære vore forfædre eller til at markere vores land. Siden du er den bedste til at snitte buer og pile, kan du lave en udskæring af ham. Og vi kunne samle alle mændene og de stærke drenge til at flytte kampesten op på højen og lave hans grav. Alle elskede Hariso. Vores folk vil være stolte af at vise ham en sådan ære.”

”Du taler godt og klogt, Hagiradar! Jeg vil udvælge et stykke elmetræ og lave en udskæring”, svarer den blonde, muskuløse Asugislar. Han er kendt for sin fintfølende sans for de mystiske elementer og for sin evne til at håndtere bue og pil. Som barn havde han en drøm, der førte til, at han blev opkaldt efter disse elementer og til at jage. Nu, med Hariso’s forvandling fra kød til ånd, må stammen vælge både en anden høvding og en anden shaman. Asugislar og Hagiradar er begge oplagte muligheder.

” Lad os kalde vores folk sammen og diskutere emnet,” siger Hagiradar. ”I morgen må vi finde kampesten til hans gravmæle. Vi kan spørge Alwain og Hærluf om de vil planlægge, hvordan vi får stenene her til.”

Kvinderne Falka og Frohila er i gang med at samle østers og hører ikke de barfodede mænd komme bag om dem.

”Åh, du! Store tyr! – For det er dig, Asugislar, ikke?” råber Frohila, da hendes mand griber om hendes saltvandsglinsende bryster med sine store faste hænder.

”Og hvem ellers ville du ønske, det skulle være?” driller Asugislar og parret griner, mens de omfavner hinanden.

Hagiradar og Falke knuger også hinanden.

Parrenes børn leger på stranden. De har længe haft travlt med at samle urter til aftensmaden.

Alle hjælper hinanden med at bære østers, muslinger og urter til ildstedet i huset bygget af træ og tørv. De to familier forbereder et måltid af skaldyr, urter og enekornsgrød, som de indtager sammen med hyldeblomstsaft.

Ved skumringstid kommer alle bopladsens folk til bålpladsen. Hagiradar og Asugislar udtrykker deres tanker om begravelsen. Hærluf og Alwain fortæller om kampestenene.

”Jeg tror, det vil være godt at lave et rundt gravmæle af fire oprejste sten, overdækket med en større kampesten,” foreslår Alwain. ”Vi har set den dysse, som vores naboer længere nede ved fjorden har lavet. Den har tre støttesten, men jeg tror at fire vil være bedre.”

” Selvom vi aldrig har prøvet en sådan opgave før, tror jeg, vi kan gøre det, og at det vil sætte solen i godt lune før den næste høst,” tilføjer Hærluf. Ingen har noget at indvende og alle hæver deres krus.

”Vi kan ikke vente ind til gravmælet er færdigt med at bevare Hariso”, siger Hagiradar. ”Jeg foreslår at vi bevarer ham for en tid og når gravmælet er færdigt kan vi begrave ham og sige et ordentligt Far Vel.”

Hariso’s kvinde Kraka tager til orde: ”Jeg ønsker at Asugislar taler for hele bopladsen”.

Asugislar smiler stolt og forlader gruppen for at finde det bedste træ til udskæringen. Han har forskelligt liggende på sit arbejdssted. Asugislar vælger et stykke elmetræ, så bredt som sit eget bryst og begynder at hakke i det med sin økse. Snart bliver det for mørkt til at se, så han går tilbage til bålpladsen og fortsætter med at snitte. De andre er på vej til sovepladserne, men han fortsætter ind til han har skabt et billede af en mands ansigt i form af en sol. Forsigtigt snitter han øjnene som halvmåner. Han prøver at tilvejebringe et tænksomt udtryk. Asugislar arbejder det meste af natten overbevist om at det hårde modstandsdygtige træ vil vare i mange generationer og gengive mandens og solens ånd.

Næste dag fører en glad Alwain, med den stoute Hærulf ved sin side, mange mænd og store drenge ned til stranden for at lede efter fire aflange kampesten. Der er mange at vælge i mellem, men at finde den endnu større og flade dæksten tager længere tid. Desuden skal stenene være så hårde at man ved hjælp af ild kan få dem til at springe og forrette revner, der kan give mulighed for at kløve dem med økse. Mændene flytter dem ved at forspænde alle okser for hver enkelt sten med stærke reb lavet af plante og barkfibre og trække én ad gangen. Mens Hærulf anråber okserne og får dem til at trække, placerer nogle af mændene træstammer foran stenen, mens andre mænd på hver side af stenen støder tykke stave og stænger under den, hvorved de kan løfte den op på træstammen.

Langsomt, langsomt ruller stammen med stenen et lille stykke. Det er radbrækkende arbejde for både mænd og okser. Det tager to dage at flytte den første sten til foden af højen.

Da alle fem kampesten er samlet, skal de rulles op ad højen. For at placere dem solidt og præcist graver de fire huller. Ved hjælp af løftestænger, stave og reb får de dem manøvreret ned i hver sit hul. De dele af stenene, der er over jorden, er af en voksen mands højde og fungerer nu som støttesten for den største af stenene, den flade dæksten, der skal placeres til allersidst.

Næste opgave er at lave en ild. Kvinderne kommer med gløder og anbringer dem i de revner, som de kan bruge til at kløve stenen med og mændene hamrer spiger ind i revnerne. Kontrasten mellem opvarmning og nedkøling muliggør en sprængning af stenen ved mændenes økseslag. Deres slag giver den ønskede effekt, så at den ene side af den aflange sten bliver kløvet af. Dermed bliver den flad nok til at kunne slutte tæt op ad den næste støttesten. De placerer støttestenene med en åbning, hvorigennem besøgende til Hariso kan komme ind og ud.

Derefter mejsler udvalgte mænd cirkler, på størrelse med mågeæg, ind i den flade side af tre forskellige sten. Da de er færdige, lyser de bearbejdede sten op som selve stjernehimlen.

Alt arbejdet tager mange solopgange og solnedgange.

Nu står de foran den aller vanskeligste opgave: At anbringe dækstenen. Den er lige så tung som vægten af 50 fuldvoksne mænd tilsammen og to gange deres højde. De har hørt fortællinger om, hvordan andre har udført en sådan enorm opgave.

En tidlig morgen, i det aller første spæde dagslys, møder hele stammen forventningsfulde og spændte op for at deltage.

Det bliver kvindernes og børnenes opgave at finde og samle sten af en passende størrelse til at bygge en rampe af.

”Tag dem, der er på størrelse med et ammende kvindebryst!” råber Alwain efter dem med et stort grin.

De lægger stenene foran og op i mod de to forreste bæresten og bygger en gradvist stigende skråning, som dækstenen kan trækkes op ad. På den anden side af bærestenene placerer mændene tykke, stærke tømmerstokke, der kan holde bærestenene i spænd. Andre binder et tykt, flettet tov rundt om dækstenen. Tovet er så langt at det kan nå op over rampen og et godt stykke om på den anden side af bærestenene. Adskillige mænd samler sig omkring dækstenen og skubber solide tømmerstokke under den. På Alwains kommando løfter og skubber de stenen samtidigt. Langsomt begynder stenen at skrabe op ad stenrampen. Ved hvert løft og ryk fremad strammer mændene tovet, så ikke stenen ruller baglæns og risikerer at forårsage en ulykke på mændene, der skubber stenen.

De holder ingen pauser; der er ingen vej tilbage nu, men nye hold af mænd med friske kræfter træder til, når Alwain beordrer et skift. De løfter, skubber, trækker, hiver og råber i takt. Deres muskler og kroppe spændes til det yderste. Sveden springer og driver af dem. Kvinder og børn står ubevægelige ved siden af rampen; ikke en lyd undslipper dem.

Endelig skraber dækstenen mod toppen af bærestenene og en gruppe mænd styrter frem med stave til at skubbe den op over stenene med. Langsomt ruller den over og med et vældigt, dumpt brag falder den store kampesten på plads. Menneskemængden holder vejret et kort sekund, inden et forløsende jubelbrøl undslipper dem. De har gjort det! De har bygget deres egen, unikke stendysse! Deres enorme anstrengelser er fuldbyrdet i fællesskab! Mændene trimler fuldstændigt udmattede om på jorden. Deres fælles hjerteslag genlyder i stilheden.

**

Da vi kravler op af gravkammeret mødes vi igen af stjernehimlen og sommernattens dufte af hvede, hyld, fugtigt græs og den lette, salte brise af fjord. Og nu må vi kysse hinanden, her på dette sted, i dette øjeblik! Vi læner os op ad dyssens varme sten og dækker hinanden med levende, hede solmærker, der er gået i kødet på os. Det er lattermildheden også og fjantede og overstadige hjælper vi igen hinanden tøjet på og trasker ned ad højen med varme i kroppen og lethed i hjertet, som børn, der deler en hemmelighed, blot for at opdage, at vi i kampens hede har glemt eller tabt lommelygten. Min ven tilbyder straks at gå tilbage og hente den, mens jeg venter. Da jeg ser ham vandre op ad højen i sommermørket, gribes jeg af vemod og frygt for at han vil forsvinde og aldrig mere komme tilbage; opslugt af gravkammerets mørke vogter eller fortryllet og bortført af smukke, lette elverpiger med hul i ryggen og grusomme kys, der vil udsuge og udmarve ham til en omvandrende skygge af sig selv.

***

Hariso’s familie sænker liget ned i graven i siddende stilling. Nu kan han hvile og indtage den mjød, som Kraka stiller ved hans side. Mjøden er hældt op i et fint, mønstret lerkar lavet af Hariso’s ældste datter. Dertil kommer en lerskål med grød. Ved siden af dette måltid lægger Kraka Hariso’s bedste kniv og økse. Asugislar fremviser billedudskæringen for de forsamlede. Derefter overrækker han den til Kraka. Hun lægger udskæringen ved siden af Hariso’s andre ejendele. Hun tænker stille ved sig selv at udskæringen ikke ligner hendes mand særligt, men at den besidder hans energi og kraft.

Asugislar bøjer sig og kigger ned i graven, hvor Hariso halvt sidder, halvt ligger.

Nu taler han:

”Vi priser det liv, vi har. Vi stoler på at den respekt, vi har, for vores elskede høvding og for solen, som var så dyrebar for Hariso, ikke vil blive svigtet.”

”Alt har en mening”, siger han og kigger fast ind i øjnene på sine stammefrænder.

“Døden kommer for at give plads til liv. Elementerne har deres måder. Livet er en cirkel. For at den kan være hel og rund må der være harmoni i alle ting. Vi kan ikke forvente at cirklen kan forblive hel og rund uden vor deltagelse. Ingen ting kommer af sig selv. Al ting er i bevægelse; det er strømmende energi, der former cirklen. Og hvis vi føler og viser respekt og hengivelse vil cirklen blive harmonisk.

"Vor afdøde høvdings grav vil for evigt være et tegn til hans ære og for vort folks territorium, så at andre stammer og klaner vil lade ham og os leve i fred. Vi begraver vor elskede og viise stammeleder med al vor respekt. Han var en god mand. Han viste respekt for alle skabninger. Vi har bygget dette monument for at minde os selv og vore efterkommere om nødvendigheden for agtelse. Og for skønheden ved agtelse. Hvil i fred, Hariso”.

****

I lysår er min kæreste borte, til han endelig, varm og levende, står foran mig igen, triumferende med lygten i hånden og mens han glad nynnende og småsnakkende pakker den ned i min rygsæk, registrerer vi samtidigt, i udkanten af bevidstheden, lyden af de skrigende bremser på en cykel og langsomt går det op for os at nogen er i gang med at stjæle vores, men den grusomme erkendelse har svært ved at trænge igennem, så det er først, da vi står helt henne ved ligusterhækken at det går op for os, det faktisk er sandt.

Med ét slag er fortryllelsen forduftet og det går op for os , hvad det er, vi har gjort:

Vi har forbrudt os!

I mange timer går vi endnu engang fortumlede og forvirrede rundt i et desperat forsøg på at finde cyklerne, men vi ved begge instinktivt at det ikke vil lykkes, for vi har været ubetænksomme og respektløse for vore forfædres samfund, kultur og værdier og nu føler vi intuitivt, at vi bliver straffet. Heldigvis, er det kun cyklerne, vi har mistet og ikke vore sjæle!

Og efter denne sommernat, ved den lavvandede fjord ved Over Dråby Strand for snart mange lysår siden, har vi lige siden husket at møde vore forfædre med kærlighed og agtelse.

De kyssede os med deres solmærker.