Agten for robåden

Vinden.
Vandet.
Valhal.

Verdens første syn.
Verdens ældste lyd.

En sommerfugl flagrer ved strandkanten.
Den glider let op imod en halvstærk vind
der er stærk nok til at krappe bølgerne
der plasker op og over
det brune sand
foran vore erfarede fødder.

Hver gang skyen går for solen,
farer vinden op og trækker spor i vandet.
Viden hvirvler i ørerne.
Bølgerne slikker over sandet agten for robåden.

Jorden skyder nu sin bug op for øjnene af os.
Det er en ø.
Lådden af træer, der passer på den.

Vi er sejlende i verden
og regnen kommer
og tinker på hyttens tag af tin,
hvor vi ligger smilende glade.

Valhalla vender ryggen til og sender solen ind.
Igen hænger himlen og vandet ved hinanden som blink i søen,
en galakse af glimtende vandstjerner
i bevægelse overlever alt.

Det var sommerfuglen der tog os.

Skrevet af Charlotte Borup/Ron Ridenour i august 2008
ved bredden af Ovösjön, Oretorp, Sverige

 

 

(Skrevet i august 2008 ved bredden af Ivösjön af Charon: Charlotte og Ron)